Telefonmøde med Ingrid
I sidste uge holdt Ingrid og jeg et telefonmøde for at følge op på de opgaver, tanker og ideer, der kom ud af vores første laboratorium i august.
Vi talte om de logbøger, Ingrid har skrevet, og om de steder, hun har fundet på Møn til vores næste laboratorium om et par uger. Jeg fortalte hende om mine tanker, som den sidste tid har kredset om langsomheden i både det visuelle og det auditive udtryk. Vi fik også ridset en plan op for de ting, vi gerne vil undersøge og filme, næste gang vi mødes IRL.
Siden da har jeg færdiggjort to audiovisuelle værker, langsomme og med få elementer. Videooptagelser under vand i Lillebælt, den ene filmet i bevægelse hen over sten, den anden - himlen op gennem vandet med kameraet liggende på ryggen på bunden. Lydene, som faktisk er musik denne gang😉, er min Chromaplane stemt konsonant til det ene værk og en heftigt processeret/glitchet optagelse fra Pocket Scion'en på en ær til det andet. Lige nu ligger begge og modner, måske finder de vej ud i verden.
Jeg skriver dette opslag på kanten af skoven og Lillebælt. Jeg har nemlig været herude for at samle aftryk, i braille/blindtryk og ler, af den dansende avnbøg …




Kommentarer